Ubuntu 9.04 (april 2009): Jaunty Jackalope

September 9, 2008 in General IT, Gnome, Open Source, Ubuntu

Så annoncerede Mark Shuttleworth på en intern mailingliste den næste Ubuntu version, der arbejdes henimod. Ubuntu udgiver en version hvert halve år, og når Ubuntu 8.10, Intrepid Ibex, er udgivet den 30. oktober, sættes alle sejl ind på den næste version.

Men arbejdet på den nye version påbegyndes allerede så småt nu, og Mark Shuttleworth har altså nu navngivet den: Jaunty Jackalope.




Jaunty Jackalope er øgenavnet på den version, som lidt kedeligere hedder version 9.04. Versionsnummer tager Ubuntu efter den måned, som versionen er udgivet i, og i dette tilfælde er det altså år 2009, måned 04. Men den lidt mere humoristiske øgenavngivning er blevet en populær begivenhed ved hver udgivelse.

Sammen med offentliggørelsen af Jaunty Jackalope annoncerede Mark også et par konkrete områder, som der vil blive arbejdet særlig specifikt henimod.

For ligesom en jackal er hurtig, ligeså skal Ubuntu 9.04 være hurtig, og derfor vil en hurtig boot-tid få høj prioritet. I 2009 får Ubuntu stor mulighed for at komme ud på mange enheder og maskiner, og mange nye brugere vil stifte bekendtskab med Ubuntu. Et godt førstehåndsindtryk er derfor vigtig.

Webapplikationer vil blive et andet fokusområde, men Mark nævner ikke nogle specifikke ting som mål. Men med Googles annoncering af deres egen browser Chrome, skal vi nok regne med et øget fokus på webapplikationer, og det virker derfor som rettidig omhu af Canonical at vælge dette som fokusområde.

Et øget fokus på webapplikationer skal måske også ses i sammenhæng med den enorme succes, som de små netbooks har haft. Dell lancerer i efteråret deres egen netbook med Ubuntus særlige variant til formålet, Netbook Remix, og Canonical fokuserer samtidigt også i stigende grad på Mobile Devices.

Det virker derfor som en helt naturlig udvikling, at webapplikation, selv på den almindelige desktop, bliver et fokusområde for Ubuntu.

December bliver en vigtig måned for Ubuntu, hvor Ubuntu Developer Summit (UDS) afholdes på Google Campus i Silicon Valley. Her mødes en masse lønnede og frivillige Open Source udviklere fra hele verden, og diskuterer hvilke ting de vil fokusere på i den næste Ubuntu udgivelsescyklus.

Her er repræsentanter fra Google, fra Gnome, fra Firefox og en hel masse andre Open Source projekter. UDS er stedet, hvor de afgørende blueprints for Jaunty Jackalope kommer fra, så det kan betale sig at følge med til denne sammenkomst, hvis man ønsker at få indblik i fremtidens Ubuntu.

Sidst men ikke mindst er det blevet meget nemmere at kopiere Ubuntu og starte sin egen gren af styresystemet. Ifølge Mark Shuttleworth kan en enkelt kommando nu kopiere hele projektet. Så gå bare i gang!

Men lad os nu få den næste Ubuntu i luften her den 30. oktober. Den bliver spændende nok i sig selv. Men hvor er det dejligt at have noget at se frem til hele tiden.




VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)