Transportgudens vrede

December 18, 2009 - 12:39 pm 2 Comments

guds-vrede I onsdags var jeg i København. En lille tur til København og snakke med de gode folk i Magenta ApS og deltage i deres julearrangement om eftermiddagen.

Turen frem og tilbage er nem: 20 minutters bilkørsel til Skanderborg og lyntog derfra og tilbage igen.

Men det er når transportgudens vrede ikke rammer dig. Ikke bare vejrgudens vrede, men transportgudens vrede (meget værre). Og dét gjorde den i den grad onsdags, hvor jeg næppe nogensinde før har været så uheldig.

Det startede med 15 cm. uforudset sne kl. 7 onsdag morgen

Fra Galten til Skanderborg: Zzzz…

Da jeg stod op kl. 06.30 og så snemængden, fik jeg travlt. Jeg var klar over med det samme, at jeg ikke kunne til Skanderborg på 20 minutter, så det var om at komme afsted.

Det var helt enormt glat, og det gik rigtig langsomt med at komme på motorvejen. Men selv her gik det langsomt: 50 km/timen sneglede vi os afsted med, og det var da også kun til jeg kom igennem motorvejskrydset og over på E45.

*suk*

Lastbilsulykker sørgede for, at vi ofte kun kørte 20 km/timen, og indimellem gik helt i stå. Kun ét spor var åbent, og jeg hørte i radioen at landevejene omkring motorvejen var spærret, fordi lastbiler enten holdt på tværs, eller var gået i stå op ad bakker.

Hvad der normalt tager 20 minutter tog 1 time.

Togturen til København

Jeg nåede selvfølgelig lige akkurat ikke IC3-toget, men måtte vente på det næste Lyn-tog. Det var ikke muligt at købe en ny pladsbillet på perronen i Skanderborg, så jeg måtte satse på at finde en god plads.

Da jeg kom ind i togvognen, var der gået kuk i pladsreservationens visning, så alle steder stod der Kan Reserveres. Jeg satte mig et sted, og var heldig at der ikke kom nogen, og havde reservation til pladsen.

På en 3 timers tur har man ikke lyst til at stå op eller skifte plads ved hver station..

Toiletterne gik selvfølgelig i stykker i vores vogn, så skulle man på toilet, foregik det i de bagerste vognsæt.

Togturen hjem igen

Efter en rigtig hyggelig dag hos Magenta, og en hurtig tur på pizzaria med Søren, skulle jeg hjem.

Men da jeg forlod Søren, og bevægede mig mod Hovedbanegården, tikkede et tweet fra DR Breaking News ind på min telefon: En bombetrussel på Hovedbanen fik politiet til at rømme den…

*suk*

Men da jeg kom derhen, var der åben igen. Perronen var propfyldt med mennesker, fordi togene havde holdt stille i lang tid. Togene holdt også i køer, og jeg måtte derfor vente på alle de andre tog var kommet igennem perronen.

Ok, det kunne have været værre. Vi blev kun en halv time forsinket.

Men da vi kører på Fyn, får vi at vide, at der også vil være forsinkelser i Jylland på grund af vejret, der havde taget til. På Fyn og i sydjylland, var der regulær snestorm.

På grund af aflyste regionaltoge i jylland, skulle vores lyntog derfor også holde i flere mindre byer.

*suk*

Endelig i Skanderborg; nu skal jeg hjem – troede jeg

Endelig fremme, og nu skulle jeg bare ned til bilen og hjem. Der var flere ting, jeg var spændt på:

Dørlåsen har det med indimellem at fryse til i frostvejr. Dog havde jeg heldigvis frostvæske i tasken i dét tilfælde
Bilen holder for foden af en bakke – mon den kan komme op?
Vejret – det blæste kraftigt og sneede og fygede.

Jeg når frem til min bil, og behøver heldigvis ikke frostvæsken. Ind i bilen, af med taske og hele molevitten, starte den, og ud og skrabe sne af vinduerne. Jeg lukker selvfølgelig døren, så den kan varme op i mens.

Dét skulle jeg ikke have gjort… *suk*

Låsen faldt åbenbart en smule ned, og nu stod jeg der, og kunne ikke komme ind i bilen … Nøglerne sad jo i tændingen, så jeg kunne ikke låse bilen op.

Det er aldrig sket før på bilen, og selvfølgelig skal det lige ske på denne dag, og selvfølgelig på årets formentlig travleste dag for Falck.

For at gøre ondt værre, så var der ikke meget strøm tilbage på mobiltelefonen. Jeg ringer derfor til min kæreste, som ringer til Falck. Jeg får SMS’en: De kan være der om 1-1½ time.

Nej… *suk*

Men der er ikke noget at gøre – de har sindssygt travlt på grund af vejret. Jeg efterlader bilen kørende i tomgang, og begiver mig op til banegårdens ventesal, og kigger ud i luften i en times tid. Jeg må jo ikke bruge mobilen, da jeg satser på, at der senere er nok strøm på til, at jeg kan få SMS’en med besked om, at Falck nu er ved bilen.

På banegården er vinden og sneen så stærk, at den automatiske sensor på døren hele tiden tror, at der kommer nogen ind foran den, og den står derfor og åbner og lukker sig hele tiden. Varmen .. Well, der var ikke megen varme.

*suk*

Efter 1½ time er de der, og dirker billåsen op. Jeg åbner min bærbare inde bilen, og slutter mobiltelefonen til, så den kan få strøm derfra.

For nu ventede det sindssyge vejr på hjemvejen, og skulle uheldet være ude, ville jeg gerne have strøm på telefonen

Køreturen hjem

Jeg holdt som bekendt for foden af en bakke i Skanderborg, og det var da også kun med nød og næppe, at bilen kom op derfra. Det var så tæt på, at jeg ikke engang turde skifte til anden gear, for at give den lidt ekstra bid, af frygt for at den kortvarigt ville miste taget, og jeg derfor ville ryge baglæns.

Igennem Skanderborg det gik. Selvom der konstant kørte sneryddere og saltbiler, så var vejene grusomme. 50km/t kunne jeg godt snige mig op på, men det var med største forsigtighed, jeg kørte op/ned af bakkerne og nærmede mig lyskrydsene.

Og ganske rigtigt: Da jeg skulle dreje til venstre i et kryds, som lå på en meget lille bakke, og selvom det foregik med yderste forsigtighed, så gled bilen pludselig sidelæns ud mod rabatten. Jeg havde jo ikke meget fart på, så heldigvis rettede den sig op og fik bid i vejen, før det var for sent.

Så kom motorvejen og jeg tror aldrig jeg har kørt i mere vanvittigt vejr:

Sneryddere og saltbiler kørte hele tiden, men det havde ingen effekt.Vinden var så stærk, at vejen hurtig var dækket til igen.

Nogle gange var vinden (og snefaldet) så stærk, at der ikke var synlige kørespor på vejen, og sigtbarheden var nede på under 50 meter. Man kunne i de tilfælde næsten ikke skelne mellem vej og luften, og det var helt aldeles sindssygt.

*suk*

Ved stort set alle afkørsler (hvor man jo skal dreje en smule) holdt der biler med katastrofeblink. De så ikke (alle) ud til at være kørt ind i siden, så nogle har måske bare holdt ind til siden i frygt for vejret.

At komme igennem motorvejvejskrydset for at komme på silkeborgmotorvejen, var virkelig en prøvelse.

Der er sammenfletninger, hvor man ikke før til sidst kan se skiltene, man skal skifte spor, og der er skarpe sving, hvor man i normalt vejr ikke kører mere end 40-50 m/t. Jeg sneglede mig rundt i svingene med 10 km/t, og var alligevel ved at glide flere gange.

På Silkeborgmotorvejen var det ikke spor bedre.

En enkelt var jeg ved at køre af en for tidlig afkørsel. Ganske enkelt fordi jeg jo bare fulgte sporene på vejen, for at have noget at orientere mig mod, og derfor fulgte jeg med afkørslen af motorvejen. Jeg opdagede det i sidste øjeblik, da jeg kunne se skiltene, og måtte derfor dreje gennem en snedrive for at komme ud på motorvejen igen.

Det gik lige akkurat, men der var bare no way in hell jeg skulle ud på landevejen…

Til sidst kom jeg da til Galten. Kl. 24 og kun 3 timer senere end jeg havde regnet med. Og træt i hele kroppen og især ryggen af både at fryse på banegården i Skanderborg, men også af at sidde halv-forkrampet i koncentration og spænding i bilen på vej hjem.

Tidsmæssigt kunne det da have været værre, men for helvede – man bliver ganske enkelt følelsesløs, når der konstant sker et eller andet uheldigt.