Wikipedia på Ubuntu servere
Det var en god nyhed jeg læste den anden dag, da Version2.dk kunne skrive, at Wikipedia nu skifter sine 400 servere med Red Hat ud med Ubuntu Server.
Wikipedia har årligt 685 mio. besøgende, så det er ikke småting, serverne skal kunne håndtere.
Wikipedia er blot endnu en fjer i hatten for Ubuntu, som i stigende grad vinder indpas i også mellemstore og store virksomheder. Det har tidligere været kritiseret for at være utestet i større miljøer, men med Wikipedias serveromlægning får Ubuntu Server Edition endnu en god reference, og kan igen fremvise en stor kunde, som kører Ubuntu Server.
I år 2009 tror jeg vi kan forvente en massiv vækst af servere, som kører Ubuntu Server Edition 8.04 LTS.
Forklaring på Ubuntu versionerne
Jeg er selv godt begravet i Ubuntus community, hvor jeg som forumadministrator på ubuntudanmark.dk/forum og formand for Foreningen af Danske Ubuntubrugere dagligt har relativt tæt kontakt med særligt de personer, der er aktive i Ubuntu-community’et.
Og i community’et synes man, det er sjovt og “spændende”, når der hvert halve år skal findes et nyt navn til den næste Ubuntu-version, fordi navnene er sjove og nogle gange sigende om versionens fokusområde, og fordi man selv kan foreslå navne til den.
Men jeg oplever også i stigende grad, at på grund af den hyppige frekvens af nye Ubuntu-versioner, med et nyt navn og versionsnummer hvert halve år, at flere og flere bliver temmeligt forvirret over alle de mange navne og versionsnumre.
Så her er en forklaring på navngivningen af Ubuntu verisonerne.
Afsted til Open Source Days 2008
Lørdag den 3. og 4. oktober 2008 afholdes der Open Source Days på IT-Universitetet i København. De to dages program er spækket med over 60 foredrag om en vidtrækkende mængde emner, som spænder lige fra Open Office v3 til Asus Eee PC og programmering for virkelige nørder.
Jeg selv deltager lørdag, hvor Ubuntu Danmark også er tilstede med en stand i forhallen, hvor ubuntu-interessede kan komme og få sig en snak om Ubuntu, nogle tips og gode råd, eller melde sig ind i vores nyligt dannet forening.
Open Source Days blev tidligere kaldt Linuxforum, men da emnerne er meget bredere end blot omhandlende Linux, valgte arrangørene at omdøbe det til Open Source Days. Og med sin 60+ foredrag i år, manifesterer arrangementet sig som Nordens største Open Source arrangement.
Ny Fair hjemmeside
Så har Fair Danmark fået en ny hjemmeside, og den er afgjort et besøg værd: http://Fairdanmark.dk !
For dem som ikke læste mit sidste blog-indlæg om Fair Danmark, kan jeg hurtigt fortælle, at Fair Danmark er en forening som arbejder for at fjerne den digitale kløft mellem industrilandene og udviklingslandene. Det gør den først og fremmest ved at indsamle dansk elektronik, som er blevet for gammelt, men stadigvæk er funktionelt, og sætte det i stand og donere til udviklingslande. Det sker først og fremmest ved at udstyre ældre PC’ere med Ubuntu eller Xubuntu.
Fair Danmark står i øjeblikket i en nøglesituation, hvor forskellige ansøgninger om økonomisk tilskud samt partneraftaler med virksomheder skal gå op i en højere enhed. For at øge chancen for at opnå disse aftaler har vi brug for netop din hjælp: Medlemsskab af foreningen.
Det behøver ikke at være et aktivt medlemsskab, men jo flere vi er der står bag foreningen, jo bedre aftaler kan vi også opnå. Medlemsskabet koster kun 50 kr., og det bidrager altså til: Bedre aftaler for foreningen, nedbringelse af CO2 udslip pga. elektronik-genbrug, og ikke mindst udvikling og uddannelse af lande i udvikling.
Genbrug gamle PC’er i Afrika
Med den nye Asus Eee og andre nye og populære netbooks, kan man spørge sig selv, hvad der sker med alle de gamle computere, som både private og virksomheder ikke længere kan bruge, fordi de er for langsomme eller besværlige.
Fair Danmark er en forening, som indsamler udtjente PC’er fra virksomheder og institutioner, og sender til brug i Afrika. I Afrika kan sådan en gammel PC være som helt ny, og en tur på genbrugspladsen er derfor et komplet spild af ressourcer.
Fair Danmark sørger for, at det kun er udstyr der virker, som sendes afsted, og Fair Danmark sørger også for at registrere alt hardware, så når noget går i stykker, ja så kommer det med tilbage igen. På den måde sikre man sig, at elektronikaffald bliver i Danmark.

