Open Source Community Day 2009
I lørdags deltog jeg i arrangementet Open Source Community Day i København, hvor dagen bød på 5 forskellige spor med Open source relateret foredrag fra kl. 9-17 samt stande fra forskellige grupper, foreninger og virksomheder.
Selv nåede jeg at høre 4 foredrag, besøge standene, netværke og selvfølgelig snakke med gutterne i Ubuntu-standen, som også optog interviews dagen lang til det fremragende Podcast, der er stablet på benene.
De 4 foredrag jeg nåede at høre var:
Peter Toft (BoF-session) – Fremtiden for brugergrupperne i Danmark
Andreas Lloyd – Sociale dynamikker i et Free Software community som Ubuntu
Torben Sørensen – Historien om el-selskabet Switch.dk skiftede fra Oracle til Open Source
Bryan Østergaard – Effektivt community management
+ Stande, lodtrækninger og Ubuntu DK Podcast
Peter Toft (BoF-session) – Fremtiden for brugergrupperne i Danmark
Peter Toft var med i SSLUG (Skåne Sjællands Linux brugergruppe) siden starten af foreningen i midten af 90′erne, og har været med siden Open Source bevægelsen for alvor begyndte at rykke i Danmark. Peters pointe med oplægget til denne debat-session var, at måske er disse foreninger stivnet i det, og ikke helt formår at indløse det Open Source aktivitets-potentiale, der er til stede.
At vi er spredt ud i for mange communities baseret på enten geografi eller specifikke produkter, at Open Source community’et i Danmark måske er for fragmenteret, og at der kan være behov for nytænkning.
Der var mange gode indspark i debatten, hvor ingen i virkeligheden var uenig i, at det ikke foregår optimalt i dag. Men en løsning på problemet fandt vi dog ikke på de godt 45 mnutters debat i et lille lokale , hvor Peter tydeligvis var blevet overrasket over den overvældende interesse for sessionen. Folk måtte ikke bare stå op – der var også folk, som stod udenfor døren og forsøgte at få alt med.
En tilbagevendende pointe var, at det var på den udadvendte del, at grupperne i dag haltede bagefter. At vi mere end rigeligt fokuserer energi indadtil. Flere nævnte muligheden for en paraplyorganisation, som kan løse nogle af de behov der er for at binde et juridisk ansvar op på nogen, så en brugergruppe med 5-10 medlemmer ikke behøver danne en forening med bestyrelse, generalforsamling, referater og så videre, blot for at kunne låne lokaler eller få sponsorater.
Nogen endelig konklusion kom der ikke på det, og jeg er sikker på, at diskussionen vil fortsætte endnu.
Men ærlig talt tvivler jeg på, at der kommer noget konkret ud af det, før der er nogen som ganske enkelt tager et initiativ, og laver noget, som kan samle de forskellige Open Source grupper.
Andreas Lloyd – Sociale dynamikker i et Free Software community som Ubuntu
Andreas Lloyd er antropolog, og modsat sine studiefæller, så valgte Andreas ikke at tage til Zimbabwe, Fillipinerne, Guinea eller lignende steder og studerer stammer til sit speciale.
Nej, Andreas valgte at studere et online community som Ubuntus.
Et halvt års feltarbejde med at deltage i det online community, rejse ud og snakke med nogle af de udviklere, som er ansat til at arbejde med Ubuntu, resulterede i et speciale, som beskriver de dynamikker, der er i et community som Ubuntu. Hvad der motiverer udviklere til at arbejde (nogle gange gratis) i sådan et community, hvilke sociale regler der findes osv.
Foredraget er et som Andreas tydeligvis havde holdt før, og det kunne også mærkes, at foredraget henvender sig til folk, som typisk har mindre kendskab til både Ubuntu og til online communities. Det gjorde desværre, at der ikke var helt så meget kød på foredraget for os, som kender til det i forvejen, og at der derfor var mange selvfølgeligheder i det.
Fx når Andreas redegjorde for kompleksiteten af et projekt som Ubuntu ved at fortælle, at man estimerede et arbejde som konstruktionen af Empire State Building til at have varet 3500 mandeårs arbejdstimer, Panama-kanalen til at have varet 10.000 mandeårs arbejdstimer, mens en opgørelse over antal kodelinjer i et projekt som Debian/Ubuntu i 2005 vil vare over 60.000 mandeårs arbejdstimer.
Andreas pointe her var, at kompleksiteten i projekt som Ubuntu er så stor, at man ikke kan sammenligne det med at bygge en bygning – at man skal sammenligne det med konstruktionen af en by.
Til gengæld har jeg skimtet i specialet, som kan hentes på Andreas’ hjemmeside, og det ser helt anderledes spændende ud. Jeg har kun læst de sidste 10-15 sider, men glæder mig faktisk til at nærlæse det ved lejlighed.
Andreas Lloyd’s hjemmeside og speciale kan fanges her:
Web: www.andreaslloyd.dk
Speciale: www.andreaslloyd.dk/thesis
Torben Sørensen – Historien om el-selskabet Switch.dk skiftede fra Oracle til Open Source
Torben Sørensen fra Casalogic stod for at skifte el-selskabet Switch’s system til et nyt og bedre system. Det blev et Open Source baseret system, som til virksomhedens overraskelse blev både meget billigere, mere stabilt og hurtigere implementeret.
Switch’s gamle system var både dyrt i licenser og konsulenttimer. Det havde nedetid hver uge, og der var ofte ventetid hos konsulenterne.
Da Torben Sørensen skiftede de gamle systemer ud med nye Open Source systemer, løste det ikke bare stabilitetsproblemet, men mens det gamle system kostede 14 mio. at udvikle kostede det nye kun 1 mio, og i hardwareudgifter og licensomkostninger gik el-selskabet fra 10 mio. til 0,- (dog plus det eksisterende hardware).
Torben fortalte, at de typiske barrierer for valg af Open Source løsninger er, at både kunderne og deres rådgiver kender for lidt til Open Source, og at rådgiverne derfor ofte vælger at give “sikre” anbefalinger. Og at der bliver fortalt for få historier som den her om Switch.
En anden typisk barriere ligger i vanens magt. Private virksomheder følger ofte det, som andre virksomheder gør, og følger især det, som offentlige kunder gør. De offentlige kunder er generelt meget lidt risikovillige, og det gør ekstra vanskeligt.
Prisen er ofte ikke det afgørende, mens stabilitet som regel er det væsentligste.
Torben kom slutteligt med et par ideer til hvordan vi nedbryder de barrierer:
- Bombardér kunden med info og cases
- Påvirk kundens omgivelser
- Tag kunden med ud til andre Open Source kunder
- Benyt partnerskab i stedet for kun at have et leverandør/kunde forhold.
Bryan Østergaard – Effektivt community management
Det sidste foredrag jeg hørte, var Bryan Østergaard om effektivt Community Management. Kort fortalt var Bryan Østergaard en fremtræden udvikler på Linux-distributionen Gentoo, indtil han i maj 2008 startede sin egen Linux-distribution Exherbo, som teknisk ligger tæt op af Gentoo, men som i metodik og process ligger længere væk fra Gentoo.
Exherbo er fortsat et projekt med en lille brugerskare, hvilket ifølge Bryan har tilladt ham at eksperimentere lidt med måde at drive et community på. En af Bryans væsentligste motivationer, er at få ny brugere til at blive til aktive brugere, som bidrager med fixes til Exherbo, eller på anden vis hjælper med udviklingen.
Som engageret i Ubuntus community i gennem en årrække, var det meget tydeligt at se forskellene mellem projekter og communities som Ubuntus og Exherbo. Sidstnævnte distribution er langt mere teknisk fokuseret, og vil være meget mere vanskelig at komme i gang med at bruge som almindelig bruger end Ubuntu. Det afspejler sig også tydeligt i de processer, som udgør de to communities.
Ubuntus community og processer er meget bruger-centrisk, og fokuserer sine kræfter på at kunne rumme alle. I den anden ende er Exherbo mere teknik-centrisk, hvilket også gør, at projektet ikke nødvendigvis kan/vil rumme alle brugere, men at det skal være for de rette brugere. Et andet sted som dette afspejles er i de to projekters målsætning:
Mens Ubuntus primære målsætning er at gøre noget ved Microsofts markedsandel (også kendt som bug #1), så er Exherbos primære målsætning at give (teknisk) frihed til sine brugere samtidigt med at lave det (teknisk) bedste styresystem.
Ubuntus målsætning medfører helt naturlig, at det skal fokusere på slutbrugerne, og at det skal appellere til majoriteten. Exherbos målsætning medfører ligeledes helt naturligt, at det er de tekniske begavede mennesker, som finder Exherbo interessant, da det er disse som finder den tekniske frihed ønskelig.
Jeg synes det var spændende at høre om Bryans erfaringer med sit community, og jeg synes det var spændende at høre, hvordan det gøres i et andet community end Ubuntus. Jeg håber til lignende arrangementer næste år, at vi vil høre flere erfaringer fra andre communities, så vi måske kan lære lidt af hinanden
Stande, lodtrækninger og Ubuntu DK Podcast
For de 250 deltagere var der lodtrækning til to iPod Nano sponsoreret af Liga samt to Nokia N900 sponsoreret af Nokia. Lodtrækningen fandt sted kl. 16 og blev foretaget af Peter Toft, som understregede at vinderne eskulle befinde sig i lokalet. Så hvis man deltog i et foredrag et sted i bygningen – well, too bad.
Og der blev da også trukket adskillige vindere op, som ikkke var til stedet, og til den ene Nokia telefon måtte Peter trække 4 gange, før vinderen faktisk var i lokalet. Det blev understreget, at vi endelig skulle fortælle de vindere, som ikke var til stedet, at de faktisk havde vundet en iPod eller Nokia telefon
I lokalet med stande snakkede jeg selvfølgelig meget med Ubuntu-gutterne. Fik hilst på Søren og Louis, som jeg ikke tidligere havde mødt IRL. Podcast-teamet sad der med 3 mikrofoner, hvor Niels og Jesper pænt tog foredragsholdere under kærlig interview-behandling. Der blev lavet så meget materiale, at det ser ud som om, at der kommer hele 2 podcasts ud af det. Det glæder jeg mig til at høre.
I stand-området hørte jeg lidt om den kommende Nokia N900, og så havde jeg en kort snak med Olaf Keyser om hans Open Source projekt, Quizkomposer, som navnet antyder er et program til at lave quizzer til undervisningsbrug.
Sammenlagt en rigtig god dag, som bestemt var værd at stå op kl. 05 for at nå til
Tak til arrangørerne bag Open Source Community Day, coord-teamet og i særdeleshed Peter Toft, som sikkert har lagt vandret igennem et stykke tid for at få det hele på plads.


October 27th, 2009 at 4:20 pm
[...] var, ligesom Martin og rigtig mange andre, til Peter Tofts BoF oplæg til OSDs Community Days i [...]
November 7th, 2009 at 1:18 pm
[...] bod og det lykkedes for (dele af) podcastgruppen at optage en hel del interviews. Her er Peters og Martins indtryk fra [...]