Kom og hør om Ubuntu i København
October 25, 2008 in Gnome, Open Office, Open Source, Ubuntu, Ubuntudanmark.dk
Lørdag den 1. november åbner Foreningen af Danske Ubuntubrugere dørene for et arrangement i København, som byder på forskellige oplæg og foredrag om Ubuntu og andre linux-relaterede emner: Ubuntu Live! Stenbukkens Frisættelse.
Foredragene er nok for de lidt dybere interesserede folk, selvom man på ingen måde behøver at være programmør eller anden form for IT professionel for at følge med. Men udover foredragene tilbydes der også sideløbende hjælp til installation af Ubuntu, så hvis man vil have hjælp til installationen eller generelt teknisk hjælp, så er det muligt at få her.
Anledningen til arrangementet er naturligvis udgivelsen af Ubuntu 8.10, også kaldet Intrepid Ibex, som sættes fri torsdag den 30. oktober.
Efter udgivelsen af Ubuntu 8.10 kan man forvente langsomme downloadhastigheder fra ubuntu.com, og direkte opgraderinger vil formentlig også ske med meget lav hastighed. Til Ubuntu Live! kan du låne en af vores installations-CD’ere, og derved undgå den langsomme opdatering eller download.
Ubuntu Live! sponsoreres af Casalogic og Magenta, og det hele foregår på CBS ved Solbjerg Plads, som frit stiller lokaler til rådighed, og arrangementet er endvidere lavet i samarbejde med SSLUG.
Der er fri entré, og har man lyst til at blive efter arrangementet, så er man også velkommen til det, hvor der med garanti er nogle stykker, som snupper en øl på en café.
Programmet ser ud som følgende med sideløbende installations-workshop:
- 12.00 Dørene åbner
- 12.30 Velkomst
- 12.45 Nyheder i Intrepid Ibex
- 13.15 Ubuntu Danmarks community v/ SørenBredlundCaspersen
- 13.45 10 styresystemer (Ubuntu varianter) på 20 minutter v/ MartinPihl
- Pause
- 14.45 Krav til en miljøvenlig og cross-distro Linux? v/ Phillip S. Bøgh
- 15.45 Open Office 3.0, features og tips /v Leif Lodahl
- 16.40 Afslutning og efterfølgende workshops
- 18.00 Pizza og café

Som det fremgår, vil undertegnet selv holde et lille oplæg, hvor jeg vil fortælle om 10 forskellige styresystemer, som er varianter af Ubuntu. Nogle af styresystemerne kender de fleste med garanti, mens jeg er sikker på, at der også vil være et par stykker, som ikke er kendte af mange.
Læs i øvrigt mere om arrangementet på dets wiki, eller læs mere i Ubuntu Danmarks forum.
