Installation af Ubuntu 9.10
Dagen var selvfølgelig kommet, hvor den nye Ubuntu 9.10, også kendt som Karmic Koala, skulle installeres i sin endelig udgave, og hvor hoved-arbejdsmaskinen (4-5 år gammel AMD64 bit) skulle opgraderes.
Og Wow…
Fra første klik i installationsmenuen til den var klar til genstart for at starte op – 19 minutter. Og det var ganske hyggeligt undervejs, hvor der blev fortalt lidt om OpenOffice, Firefox, Empathy osv. Der var også de sædvanlige spørgsmål som skulle besvares i starten: Hvilket sprog vil du bruge (dansk), hvilket keyboard (dansk), hvad hedder du (Martin) og selvfølgelig den vigigste: Hvordan vil du installere Ubuntu – jeg valgte bare på hele disken.
Jeg genstartede Ubuntu … og 24 sekunder til login skærmen. Jeg indtastede mit login, og derefter gik der 13 sekunder – så var jeg klar til arbejde.

Et par men’er:
Som standard vil Ubuntu konfigurere det sådan, at man slet ikke bliver bedt om login ved opstart. Jeg kan godt lide at have login på, så det valgte jeg til. Jeg valgte også at have min hjemmemappe krypteret – det er også noget man kan vælge – så i tilfælde af at min computer bliver stjålet, så er mine private data ikke sådan lige til at få fat på. MEGET fed feature ved installationen.
Så i virkeligheden burde tallene ovenfor være endnu mindre. Og det er endda på en 4-5 år gammel spand.
Inden jeg installerede oveni min gamle installation, havde jeg selvfølgelig taget backup: Alle de vigtigste mapper i hjemmemappen (dokumenter, e-bøger, billeder osv) var kopieret over på backup-disken, og jeg kopierede også alle programmaper i hjemmemappen over (de ligger skjult, tryk ctrl+h for at se dem).
Dem har jeg nu kopieret tilbage i hjemmemappen, og ikke nok med at en backup/restore har taget under 30 minutter, så har jeg også alle indstillinger fra mine favoritprogrammer: Notater fra Tomboy, mail og opsætning i Thunderbird, bookmarks i Firefox og så videre…
Fandme dejligt at man ikke skal til at lave alle samme indstillinger igen.
Programmer skal selvfølgelig installeres igen, og i disse dage omkring releaset, går det desværre lidt langsomt med at hente pakker fra arkiverne, men heldigvis foregår det ikke som på Windows, hvor man skal ud og hente hvert program enkeltvis, men man kan blot markere alle de programmer man vil have, og så downloades og installeres de på én gang.
I øvrigt fik jeg også installeret Ubuntu Netbook Remix 9.10 til min 12″ Lenovo Ideapad S12. For de ikke-indviede er det en særlig udgave af Ubuntu, som designmæssigt er lavet så det virker optimalt på små skærme.
UNR 9.10 har fået en kraftig designmæssig overhaling (Canonicals design-team har lidt friere hænder med UNR end med regulær Ubuntu), og jeg synes sgu det ser godt ud. Jeg kan godt være lidt ked af at “Steder” menuen til højre helt er forsvundet, men værre er det heller ikke, da det er lagt under “Files & Folders” i venstremenuen. Alt i alt ser det rigtig godt ud! Kudos til Canonicals usability-team!
Billede hentet fra images.google.com
Jeg skal helt sikkert have prøvet Kubuntu Netbook Remix, som er udgivet for første gang i 9.10. Jeg har aldrig kunne vænne mig til og blive begejstret for KDE generelt, men vil prøve at se, om ikke det fungerer bedre i Remix-verisonen.
Det er MEGET let at installere Ubuntu, så har du ikke prøvet det, så download den fra ubuntu.com. Tag altid backup af de dokumenter, billeder osv, så sker der ikke noget.
Ubuntu 9.10 er nemmere og hurtigere at installere end Windows, og det er ikke sværere at lære Ubuntu, end det er at lære Windows Vista eller Windows 7.
Få dygtig og hurtig hjælp på http://ubuntudanmark.dk/forum, eller hvis du skal bruge professionel rådgivning til virksomheden: http://www.o-biz.dk

