Hvor er Danmarks liberale parti?
I disse dage bliver det afgjort, om det offentlige Danmark skal (kan) bruge to forskellige dokumentstandarder eller kun ét. Valget står mellem ODF, som er Open Source, og som bl.a. bruges af OpenOffice og en række andre kontorpakker, og på den anden side OOXML, som er lavet af Microsoft, og som de først er helt klar med i 2015.
Regeringen står med en anbefaling om at vælge to formater, mens der tegner sig et flertal udenom regeringen for at vælge kun ét format, ODF. Hvis man vælger to formater, så står vi reelt med en situation, hvor Microsofts markedsdominans bliver stadfæstet, og hvor konkurrenterne fortsat får svært ved at komme ind på markedes. Microsofts OOXML bruger mere end 6.000 sider på at specificere de tekniske krav, og henviser i dem oven i købet til specifikationer andre steder, som man ikke umiddelbart har adgang. Det betyder, at det vil være uhyre vanskeligt for andre end Microsoft at implementere OOXML.
Kun Venstre og Konservative, og særligt videnskabsminister Helga Sander går ind for at det offentlige skal bruge to forskellige standarder. Alle andre er enige om, at det er bedst for konkurrencesituationen i Danmark, hvis man vælger ét dokumentformat, som er let for alle at implementere, og som ikke er så afhængig af IT-giganten. Microsoft implementerer jo også ODF, så det er ikke noget problem Microsoft Office-brugere.
Et eksempel på hvad der kan ske, hvis man som kommune IKKE vælger Microsofts Office-pakke, kan man se i Lyngby-Tårbæk kommune, hvor Microsoft angriber kommunen i direkte brev til borgmesteren og i et åbent brev til lokalavisen. Et skole-eksempel på monopolets arrogance.
Så hvorfor stemmer Venstre imod øget konkurrence i Danmark?
Er det ikke Danmarks Liberale Parti? Hvornår er Venstre blevet så glad for monopoler, at de ligefrem tager beslutninger, som stadfæster monopolet?
ODF vs OOXML er ikke OpenOffice.org vs Microsoft. Det er snarere alle andre vs Microsoft. ODFs specifikationer fylder ikke 6.000 tekniske sider, men kan nøjes med at forklare sig selv på 300 sider. Og med ODF skal vi ikke vente til 2015 med at få fuld understøttelse for – den er allerede godkendt af ISO, den internationale standardiseringsorganisation.
Den beslutning som ellers skulle være truffet i dag, er blevet udsat. Måske fordi Venstre og videnskabsministeren er ved at lave en aftale med Dansk Folkeparti, som ellers har støttet valget af kun én dokumentstandard.
Får Dansk Folkeparti indrømmelse på andre politiske områder, som er vigtigere for dem end en beslutning på IT-området, som jo ikke er det, der er flest vælgere? Får de indrømmelser på straffeområdet, integrationspolitikken, forhøjet ældrecheck eller lignende mod til gengæld at stemme for videnskabsministerens forslag om to standarder?
Det kan man godt blive bange for efter dagens udsættelse. Særligt nu hvor det er valgkamp…
Liberalisering: To størrelser tog-skinner
Man kan sammenligne dette valg med liberaliseringen af det danske banenet: DSB blev udskilt i to selskaber: BaneDanmark som varetager togskinnerne, og DSB som skal konkurrere om trafikafviklingen på samme vilkår som alle andre tog-selskaber.
I Danmark har vi kun én størrelse tog-skinner, som ALLE tog kan køre på. Én standard. Uanset hvilket selskab man vælger, kan de køre på vores skinner, fordi man har besluttet sig for én standard, og at alle skinner skal have et vis mellemrum mellem sig.
Men hvad nu hvis kun DSB kunne køre på de skinner vi har i Danmark. Og at det var så dyrt og besværligt at lave tog til de skinner, at ingen firmaer reelt kunne byde ind på opgaverne? Og forestil dig at det ikke kun gælder for Danmark, men hele verden hvor Microsoft jo også dominerer.
Det er denne situation vi står med i beslutningen om dokumentstandarder. Om hvor svært det skal være for andre at konkurrere mod Microsoft.
Og hvorfor vil Venstre og Konservative fastholde, at det skal være svært at konkurrere mod Microsoft i Danmark? Jeg forstår det ikke…


November 6th, 2009 at 1:25 pm
I lommen på Microsoft, naturligvis. Sådan har det været meget længe. Danmark er desværre et uland, hvad fri software og Open Source angår – andre steder er de meget mere fremme i skoene.
Der er med andre ord meget at gøre for dem, der vil det anderledes
[Reply]