Features i den nye Ubuntu 8.10

October 20, 2008 in Gnome, Open Office, Open Source, Ubuntu, Ubuntudanmark.dk

Torsdag den 30. oktober udgives den anden halvårlige Ubuntu, version 8.10, også kaldet Intrepid Ibex.

Jeg har selv kun givet en beta-version et halvhjertet forsøg, og har derfor det bedste i gode endnu. Men en tråd på Ubuntu Danmark forummet, gjorde mig nysgerrig nok til at få mig til at kigge lidt nærmere på, hvilke features, jeg har i vente.

Forum-tråden er nemlig fulde af begejstrede brugere, som synes så godt om den, at de har taget beta-versionen i brug som deres driftsystem.

I denne artikel har jeg udvalgt nogle features i Ubuntu 8.10, som jeg selv personligt synes er værd at fremhæve. Jeg har ikke medtaget bugfixes, som løser problemer med eksisterende features, selvom mange af dem også burde få en særlig plads.

Faneblade i Nautilus

Ubuntu 8.10 kommer med den nyeste Gnome version (2.24), hvor der er den længe ventet feature: Faneblade( tabs) i filbrowseren Nautilus. Det er ikke sket så sjældent, når man har arbejdet med mange Nautilus-vinduer åbne, at man har ønsket sig, at de kunne ligge i ét vindue med flere faneblade. Det bliver snart muligt.

Krypterede mapper i hjemmemappen

I Intrepid Ibex bliver det også muligt som standard at kryptere private mapper.

Gæst Session

Når Ubuntu er installeret, er man logget ind med den bruger, som man oprettede under installationen. I Ubuntu 8.10 bliver det muligt med to klik at skifte bruger, så man kommer ind i en såkaldt gæst-session. Fordelen med denne gæst session er, at hvis en kollega eller bekendt lige hurtigt skal bruge computeren til at browse lidt på internettet eller checke mail, så kan du skifte til gæst-sessionen i stedet for at logge helt ud.

Således kan du roligt overlade din computer midlertidigt til en anden, uden at være bange for at nogen kigger på dine private data. Særligt velegnet til arbejdspladser og bærbare.




Ny Netværkshåndtering (Network Manager)

Den nye netværkshåndtering kommer med et par nye features, som ikke bare gode at have med, men strengt nødvendige at have med. Netværkshåndteringen inkluderer fra 8.10 nemlig standardunderstøttelse af blandt andet 3G forbindelser, som er på hastig fremfærd i både Danmark og udlandet.

Nyt tema

På vejen mod den næste LTS (Long Term Supported) udgave i 2010 opdateres Ubuntus standard tema løbende. 8.10 har derfor fået en overhaling på en række områder, og udover blandt andet skrivebordsbaggrunden er blevet udskiftet, så er trommerne ved opstarten også erstattet af en ny intro. Derudover har Intrepid Ibex generelt fået et mørkere tema. Dejligt med noget forandring.

Live USB værktøj

Hvis man vil prøve Ubuntu uden at installere systemet, har man længe kunne downloade installations-CD’en, og boote op som såkaldt LiveCD. I Ubuntu 8.10 bliver det muligt selv at skabe en Live udgave Ubuntu – blot på USB. Intrepid Ibex inkluderer nemlig et værktøj, som kan lave dette out-of-the-box.

Af de mere tekniske features jeg også forventer mig mere af, er opdateringen af X.org til 7.04, som bl.a. introducerer en nye fejlsikret X, og bedre værktøjer til at finde årsag til fejl i X.org.

Derudover er der den nye Kernel 2.6.27, som bl.a. byder på bedre hardware support.

En væsentlig mangel på listen er dog Open Office version 3, som netop er udgivet. Version 3 er ikke inkluderet i Ubuntu 8.10, da man under planlægningen af 8.10 tvivlede på, at OOo V3 kunne overholde det planlagte udgivelsestidspunkt.

Kritikere af denne beslutning har hævdet, at når man også kunne inkludere Firefox 3 Beta 5 i Ubuntu 8.04 LTS udgaven, så kunne man også inkludere Open Office version 3 i Ubuntu 8.10.

Men en væsentlig forskel på situationen omkring de to applikationer er, at Firefox 3 skulle inkluderes i en LTS udgave, som skal holde mellem 3 og 5 år. Version 8.10 har kun en levetid på 18 månder, og de fleste brugere af ikke-LTS udgaverne skifter alligevel version, så snart der er en ny version.

Konsekvensen af at holde Firefox ude af 8.04, er derfor betydeligt større end konsekvensen af at holde Open Office version 3 ude af 8.10. Ønsker man alligevel OOo V3, kan den hentes online som .deb fil.

Installation

Men som nævnt så har jeg kun fået den afprøvet med et halvt hjerte i en virtuel maskine. Jeg ser frem til snarest at afprøve den i et rigtigt miljø, især efter de gode anmeldelser indtil videre.

Man skal huske, at hvis man opgraderer torsdag den 30. oktober eller den følgende uge, så skal man være opmærksom på, at det kan tage sin tid at hente opdateringerne eller ISO-filen ned fra nettet. Traditionen tro plejer der at være pres på serverne, når en ny version udkommer. Man kan dog også hente ISO-filen som torrent fra http://linuxtracker.org

Som alternativ kan man også komme til Ubuntu Live! arrangementet i København lørdag den 1. november. Udover en håndfuld oplægsholdere som vil snakke om Ubuntu og Open Source, så er der sideløbende også mulighed for at få hjælp til installation.

Der vil være en bunke installations-CD’ere tilgængelig, som man kan låne af, så opgraderingen kan gå hurtigt, og man ikke er afhængig af de pressede servere og netværksforbindelse. Så kom til Ubuntu Live! på CBS i København lørdag den 1. oktober.

Se i øvrigt hele listen over tilføjelser her: https://blueprints.launchpad.net/ubuntu/intrepid




VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)