Transportgudens vrede
I onsdags var jeg i København. En lille tur til København og snakke med de gode folk i Magenta ApS og deltage i deres julearrangement om eftermiddagen.
Turen frem og tilbage er nem: 20 minutters bilkørsel til Skanderborg og lyntog derfra og tilbage igen.
Men det er når transportgudens vrede ikke rammer dig. Ikke bare vejrgudens vrede, men transportgudens vrede (meget værre). Og dét gjorde den i den grad onsdags, hvor jeg næppe nogensinde før har været så uheldig.
Det startede med 15 cm. uforudset sne kl. 7 onsdag morgen
(more…)
Det er ikke gørelsen men størrelsen…
I disse dag er hele verden samlet omkring København. Sikkerhedsmæssigt og politisk den største begivenhed nogensinde for Danmark, hvor den største politiske aftale siden anden verdenskrig skal laves.
110 regeringsledere kommer til København, herunder de 27 EU-ledere samt præsidenterne og premiereministrene fra de største lande: USA, Kina, Rusland, Indien, Brazilien m.fl.
Det er med andre ord stort!
Og alligevel er Danmark ikke stor nok til, at kunne være vært for de Olympiske Lege, for et verdensmesterskab i fodbold – ja, ikke engang for et europamesterskab i fodbold.
Dét ville ellers have været stort!
Pidgin vs Empathy

I Ubuntu 9.10 der udkommer her den 29. oktober, bliver IM-klienten Pidgin som har været med siden startet af Ubuntu og dens Gnome version (dog tidligere under navnet Gaim), udskiftet med en ny IM klient til håndtering af MSN, gTalk, IRC, Jabber og en masse andre protokoller.
Den nye klient er Empathy, som på overfladen ikke ser ud af meget. Mange har været en smule bekymret over skiftet (selvom Pidgin selvfølgelig bare kan installeres fra pakkearkivet), herunder mig selv. Pidgin fungerer også på Windows, og kan derfor bedst give den nye bruger en sans af genkendelighed ved skiftet til Ubuntu.
Men jeg har fået læst en del artikler efterhånden om skiftet fra Pidgin til Empathy og læst feature-sammenligninger, og må indrømme at Empathy er det rigtige valg. Selvom jeg ikke tror, vi skal forvente os for meget af den her i 9.10, men i stedet vente til april til 10.04, før vi får en rigtig stabil og lækker klient.
Jeg har kigget lidt på nogle forskelle og ligheder mellem Pidgin og Empathy:
Nyfødt Babyteknologi
Min aktivitet i Ubuntu Danmark har ikke været vanvittig høj på det seneste (og det samme med bloggen her), og selvom jeg har en forhåbning om, at det nok skal blive bedre i den nærmeste fremtid, så er der ingen tvivl om, at 2009 bliver et svingende år hvad angår aktivitet.
For omkring den 24. juni bliver jeg far for første gang, og forhåbentligt bliver det til en rigtig velskabt lille dreng (ja, vi kender skam kønnet – lægen kunne tydelig se han havde hånden i skridtet!).
Men helt på herrens mark er jeg heldigvis ikke, da jeg har fået fin hjælp – en babymanual så man kan forstå det:
Du kan programmere din video, du har geninstalleret Microsoft Windows, du kan endda selv checke din e-mail. Men ingen af disse erfaringer er nogen hjælp som forberedelse til verdens største teknologiske viduner: En nyfødt baby.
Det lange seje træk
Jeg kan godt lide at løbe. Smide en podcast på MP3-afspilleren og så ellers afsted. Henrik Føns, Julius Bismarck og en lidt halv-tung jogger passer skam godt sammen. Men der er også så mange spændende ting ved computeren, man kan give sig til, eller der er nogle spændende frivillige fritidsprojekter, man kan give en hjælpende hånd, og så er der jo kæresten, madlavningen, oprydningen, rengøringen, (sofaen), og alle de andre ting…
Det korte af det lange er, at jeg godt kan lide at løbe – men jeg får det bare ikke gjort nok. Det bliver kun til et par kilometer en gang om ugen eller to.
Så torsdag i sidste i de sidste timer af arbejdsdagen, sad jeg og genoplivede en gammel (7-8 år) drøm om at gennemføre et marathon. Det tog mig ikke mange timer at overbevise mig selv, at nu skulle det være, og 2009 bliver året, hvor jeg gør det.
At være eller ikke at være
Dette er ikke en prædiken. Tværtimod.
Da den danske prins ifølge Shakespeare i hin forne dage konstaterede at ovenstående var det vigtigste spørgsmål af dem alle, var det i en tilstand af dyb refleksion over livet og dets væsen.
En refleksion som jeg ofte savner i omgivelserne, og et savn som er ekstra stort i den julemåned, der netop er overstået. Danmark er officielt et kristent land, og kirke og stat er bundet sammen (undervisningsministeren vil have fader vor og salmesang i skolerne), men alligevel er vi et af de mindst troende lande i Europa – hvis ikke hele verden.
Jeg er meget ærgelig over, at i en tid hvor religion og politik i stigende grad blandes sammen, og hvor religion og politik bliver stadig mere vigtig, at ikke flere folk tager aktiv stillingen til religionen. Jeg har taget stilling, og med www.ingenkirkeskat.dk‘s hjælp fik jeg også meldt mig ud – langt om længe.
Jeg har stor respekt for dem som tror, og som bekender sig til en religion, og denne artikel er ikke et korstog mod religion.

